For de fleste rimer Sportex på kvalitet. De koster som regel også derefter, men jeg var så heldig at falde over denne stang på brugtmarkedet. Den er ellers udgået af produktion, da den er erstattet af generation 2, så da muligheden bød sig, slog jeg til med det samme.
Stangen ved første indtryk
Ved første øjekast syner den ikke af meget. Den har et fint kurvet korkhåndtag og ligner de fleste andre stænger på markedet. Korken er af en fin kvalitet, og den er formet meget behageligt. Det skulle ikke være mindre dog, før end mine hænder ville være for store. Stangen finder et naturligt leje og ligger fast og stabilt. Hjulsædet er fint integreret og generelt fremstår det hele som en fornuftig kvalitet. Det forventer man nok også at Sportex, så det er næppe den store overraskelse.
Stangen har en krogholder nede ved håndtaget, der kan klappes væk, når den ikke bruges.
Der, hvor Black Arrow virkelig skiller sig ud, er ved øjerne. De er enormt små, og der er 10 af dem på en 7 fods stang. På papiret burde det hjælpe med at kaste længere.
I spidsen af stangen er der to orange markeringer. Det gør det måske nemmere at se de mindste bevægelser, når man fisker.
Umiddelbart virker stangen helt enormt følsom. Den svinger nemt og bøjer langt ned, når man vifter med den.
Men mit hjul på 180 gram er den utrolig godt balanceret. Alt i alt er førstehåndsindtrykket meget positivt.
I brug
Hvis man kun skulle sætte et ord på denne her stang, må det være "Raffineret". Den opfylder to primære roller.
På den ene side er den et professionelt stykke værktøj, som vil få selv den mest kræsne lystfisker til at stå og fnise, som hvis Trump havde fået mexicanerne til at betale for muren.
Den kaster utrolig langt og præcist. Mit umiddelbare indtryk er, at det er den stang, som jeg har arbejdet med, som kaster længst. Man kan virkelig mærke de små øjer og antallet af dem. Fra allerførste kast får man tillid til stangen og får lyst til at udfordre den. Og uanset hvad man udsætter den for arbejder den ufortrødent videre. Den kaster fantastisk med små blink og har en god kontrol også med de tungere. Der er intet kasteslør eller tendens til at svirpe.
Stangen er et enormt følsomt instrument. Den føles blød, når man fisker, og man kan fornemme agnens gang i vandet, og hvert et stød eller puf til den. Her hjælper de to orange striber faktisk. Umiddelbart synes jeg, de virkede fjollede, men de gør det rent faktisk nemmere at se de mindste bevægelser i spidsen. Når den mørke stang peger ned mod det mærke vand, lyser de orange farver fint op og øger synligheden. Det er bare endnu en hjælp til den i forvejen voldsomt følsomme stang.
Man kunne hurtigt komme til at frygte, at den ville være for blød, når fisken så bider. Men her overrasker stangen enormt. Den forvandler sig til en rygrad af stål med en fin blød spids, der tager selv de tungeste hug. Man har fuldstændig kontrol over fisken, og man kan i meget høj grad styre den rundt, som man vil.
Den anden side af Black Arrow er legetøj. Med den i hånden er man straks i kontakt med det 10 årige barn, der bor i alle mennesker, og som ligepræcis har fået den gave, man ønskede sig juleaften. Ingen bløde pakker her. Den vækker simpelthen en barnlig begejstring, som gør at hvert evigt eneste kast er en fornøjelse, og man bare vil fortsætte legen. Uanset at fisketiden er slut, og ens mor siger man skal komme hjem.
Opsummering
Black Arrow er en sjov stang. Hvis man skal sætte nogle ord på den:
- Følsom
- Robust
- Raffineret
- Stabil
Hvis du får mulighed for at få fat i sådan en stang. Så køb den. Det tror jeg ikke, at du vil fortryde. Det er noget af det sjoveste værktøj, jeg har brugt til fiskeriet, fordi det bringer en helt ud i vandet til agnen. Og det er en fed følelse...
Kommentarer
Send en kommentar