CLIMAX LASER LINE BRAID 0.04 MM


Da jeg skulle vælge en ny line, faldt valger på Climax Laser Line Braid i 0.04 mm. Den har en anelse højere brudstyrke end tilsvarende liner og virkede ret lækker. Jeg kendte faktisk ikke mærket Climax før, så vidste ikke hvad jeg skulle forvente.




Ved første øjekast

Man kan få linen i et utal af farver, men den der er nemmest tilgængelig, er farven Dark Olive. Linen har en betragteligt højere brudstyrke end andre sammenlignelige liner. Producenten reklamerer med 25% højere brudstyrke end tidligere udgaver. Det gjorde, at jeg var bekymret for, at den ville være stiv i det. Jeg kunne dog mærke, så snart den var pakket ud, at den var meget lækker og fleksibel. Og det synes jeg var ret imponerende med så høj en brudstyrke.

Linen føles umiddelbart ret glat og ensartet. Jeg har prøvet andre liner, som jeg synes havde en grovere tekstur, og det endte med at irritere mig, fordi de nærmest skurede i øjerne på stangen.
En ting jeg bemærkede med det samme, var at linen ikke flosser i enden. Selv endestykket er fint samlet og ensartet.

Praktisk brug

Efter at have spolet linen på hjulet, var det tydeligt at den er ensartet hele vejen igennem. Og at den er er glat og lækker. Den ligger fint fast og trygt på hjulet.


Linen er nem at binde knuder med. Den er helt igennem formbar, så den stritter ikke imod, når man står med sine tykke og kolde fingre og bander. For mig betyder det faktisk en hel del, at det er en line, som jeg synes er nem at arbejde med.

Allerede ved første kast bemærker man, at linen kaster langt. Sådan rigtig langt. Jeg udfordrede den med blink ned til 1 gram, og den tog det med oprejst pande. Selvfølgelig betyder stang også en hel del, men jeg tror, de fleste kan nikke genkendende til, at linen har en enorm betydning for kastelængden.
En ting er at kaste langt, en anden er at kaste præcist. Min oplevelse med denne line, er den ikke bliver taget af vinden i ret vid udstrækning. Selvfølgelig er det et utroligt let materiale, vi taler om her, så den bliver naturligvis påvirket af vind, men i forhold til hvor kraftig blæst jeg har brugt den i, oplevede jeg en uset grad af kontrol. Specielt hvis gerne vil undgå at fange alt for mange træer og buske, synes jeg det er en kæmpe fordel.

I følge producenten har linen en elasticitet på 2,5%. Det lyder ikke af ret meget, og det er bestemt heller ikke en line, jeg oplevede som elastisk. Den har en fin kontakt til agnen i vandet og afhængig af stang og alle de andre elementer, mærker man den mindste kontakt gennem linen. Både bund, planter og fisk bliver transmitteret sikkert gennem linen.

Når man har fisk på præsterer linene helt perfekt. Den højere brudstyrke gør, at det bliver andre dele af setuppet som bliver det man skal styre efter. Med de helt små blink er der er en reel chance for, at krogen giver op før linen gør det. Og mange hjul har en lavere bremsevægt, end brudstyrken på denne line. Så man kan trygt gå helt ned i 0.04 og få alle de fordele der følger med, uden at man skal gå på kompromis med sin tryghed i at tingene holder.


Konklusion

Efter at have brugt linen et stykke tid, er der nogle ting, der springer i øjnene. Det er en solid line. Selv efter lang tids brug, holder den formen. Den er ligeså glat og lækker, som da den blev lagt på. Der er ingen flosning eller svage punkter i linen.
Den har mistet en del farve. Personligt synes jeg ikke det er et problem, da jeg godt kan lide den lidt lysere mere afdæmpede farve. Da linen er produceret i Europa, skal den leve op til de krav der er på miljø området, så det er nok begrænset, hvad man kan forvente af farvestabilitet.

Jeg er meget tilfreds med linen, og den får lov til at fortsætte på mit hjul. Og det er nok den største anbefaling, jeg kan give den. Jeg bruger den selv :).

Kommentarer