DAIWA J-BRAID X8 0.06 MM


Jeg er generelt meget glad for Daiwas produkter, og derfor ville jeg prøve deres J-Braid line. Den er en anelse billigere, end den fletline jeg normalt bruger. Den fåes ikke i 0.04, så jeg tog den mindste udgave i 0.06.




Ved første øjekast

Når man mærker på linen, er det tydeligt, at den er fin og glat. Den føles ikke grov, og den er ensartet over det hele. Den flosser ikke, og virker ikke som om den kommer til at skure i øjerne.

Den har en fin brudstyrke på 4 kilo, så det er betragteligt over, hvad min bremse som oftest står på. Brudstyrke på linen er efter min mening lidt en temperaments sag, og denne line er rigeligt stærk, til at jeg tør bruge den.

Man kan få linen i en masse forskellige farver, men jeg er ret konservativ, så det blev mørk oliven.

Praktisk brug

Linen er nem at få spolet pænt på, og den er også nem at arbejde med. Den er blød og fleksibel, og man binder nemt knuder på den. Den smitter lidt af, når man arbejder med den, og hvis man nulrer den mellem fingrene.

Linen kaster ikke helt så godt, som jeg havde håbet på. Hvis man kaster med de større blink eller gennemløbere, kaster den fint. Ikke imponerende langt, men en fin og brugbar distance. Problemet opstår, når man går ned i de mindste blink. Det føles som om, at linen er for tung til dem. Uden at have svømmet ud med et målebånd for at dokumentere kastene, vil jeg forsigtigt gætte på, at jeg kaster mellem 5 og 10 meter kortere, end med de liner jeg normalt bruger. Det lyder måske ikke at ret meget, men for mig bliver det meget tydeligt, at jeg mangler den sidste længde. Når jeg bruger de mindste blink, er kastene jo i forvejen ikke voldsomt lange. Så med et 1 grams blink, bliver kastelængden nærmest halveret. Ved de tungere blink og med gennemløbere på 6 - 7 gram er forskellen betragteligt mindre. Der bemærker man det nærmest ikke.

En fordel ved linen er at den virker mindre vindfølsom. Den bliver ikke taget af vinden i ret vid udstrækning, så selv i lidt trælse forhold er den relativt nem at styre og undgå træer og siv med.

Linen fungerer fint, når der er fisk for enden. Den er stabil og stærk og er ikke elastisk. Ligeledes er der fin kontakt med endegrejet. Man mærker fint, hvad der sker for enden.

En ting som jeg lagde mærke til var farven. Den nærmest skyller af linen, når den bliver våd. Det betyder, at mine øjer på stangen er blevet lidt olivenfarvede. Hjulet har også farvespor. Det kan vaskes af, men hvis det kommer på tøj eller andre steder hen, kunne det godt blive lidt irriterende. Så det er noget at være opmærksom på.

Konklusion

Grundlæggende er Daiwa J-Braid x8 en fin line. Den har nogle svagheder, og nogle ting som den ikke er velegnet til. Men i forhold til prisen får man en hel del line. Da jeg meget ofte bruger de mindste blink, er den ikke den rigtige line for mit vedkommende. Men hvis man generelt fisker med 3,5 gram eller over fungerer den fint. Så er den et godt og prisvenligt alternativ til mange andre fletliner.

Kommentarer

  1. Hvilken line vil du så anbefale til de små blink på 2-4g?

    SvarSlet

Send en kommentar