SHIMANO FORCEMASTER TROUT AREA 185 CM 0,5 - 3,5 GRAM


Shimano Forcemaster er en lille let stang, der ikke koster alverden. Den er meget genkendelig med sit røde design, og den lave kastevægt gør den ideel, når det skal være let og langsomt.



Stangen ved første indtryk

Det første man bemærker, er hvor let stangen er. Med sine kun 72 gram fordelt på de 185 cm føles den som ingenting. Balancen er god i stangen, og den har sit balancepunkt lige over hjulholderen.

Det næste man bemærker, er helt klart, hvor blød den føles. Bare når man samler den og vifter lidt med den for første gang, kan man mærke svirpene helt ned i bundstykket. Jeg fik mistanken om, at den ingen ryg overhovedet havde. Men den føltes godt nok, som noget der kunne være helt utrolig morsomt.

Skruemekanismen til hjulholderen er lavet i plastic. Den er stabil og holder hjulet trygt på plads. Men den føles lidt billig, når man skruer på den. Det er jo en voldsom subjektiv oplevelse, og den kan sagtens være anderledes for andre. Men uanset hvad man tænker om den, gør den sit job.

Visuelt kan jeg ret godt lide det røde look på stangen. Det gør at den skilder sig lidt ud, fra den endeløse horde af stænger der er på markedet.

Den har 7 øjer, som sidder fint fordelt på hele dens længde. Der er ikke noget specielt ved øjerne, som er lavet af Fuji, og de er af normal størrelse.

Håndtaget er lavet af EVA, og det er fint formet. Man holder udemærket på den, og der er rigelig plads til bjørnelapperne.


I brug

Nøj den er blød. De første mange kast gik helt forfærdeligt. Jeg er slet ikke vant til en stang, der flekser så voldsomt i kastet, og som ikke følger med i bevægelsen. Det kommer dog hurtigt, og efter noget tid begynder den at kaste helt anstændigt. Jeg har arbejdet med stangen fra 1 gram til 3,5 gram. Den kaster ok med det hele. Den er forholdsvis præcis i sit kast, men jeg synes godt at det kan være svært at ramme helt præcist. Stangen bøjer meget i kastet, så man skal slippe på det helt rigtige tidspunkt, ellers flyver endegrejet i en lidt anden retning. Det er bestemt ikke et problem. Men jeg skal i hvert fald træne mere med den, inden jeg ville kaste mig ud i benhårdt spotfiskeri.

Den bløde klinge bliver af naturlige årsager også meget tydelig, når der er bid. Man mærker hvert et ryk fra fisken helt ned i bundstykket. Den er ikke så rygløs, som jeg havde troet, men man fisker meget på fiskens præmisser. Man kan ikke presse fisken voldsomt hårdt. Tilgengæld er den utrolig sjov at have fisk på. Selv de allermindste fisk er en fornøjelse, fordi stangen er så helt ekstremt modtagelig overfor fiskens bevægelser.

Følsomheden i stangen er fin. Fordi den er så blød, og så meget af bevægelserne bliver sendt direkte ned i bundstykket, mærker man også meget tydeligt, hvis der er noget der rør endegrejet. Tilgengæld gør den enorme blødhed også, at det kan være svært, at mærke forskel på hvad der rører ved agnen. Alting føles meget stort, og jeg har flere gange gjort en stor indsats for at kroge vandplanter. Hvis man tillægger sig holdningen "alt nyt er godt nyt", skal man nok blive gode venner med denne stang.

Opsummering

Hvis man skal sætte ord på Shimano Forcemaster, er det:


  • Blød
  • Sjov
  • Billig
  • Fin til de mindre agn
Det er en blød og billig stang. I skrivende stund kan man købe den for 549 kr. Den er alle pengene værd. Om ikke andet så fordi det er svært ikke at komme til at smile, når man mærker fisken fighte på et kogt stykke spaghetti. Det er helt sikkert en stang, som jeg kommer til at bruge mere. Det bliver aldrig en af de stænger, som jeg vil vælge først. Men når de første fisk er på land, og man bare gerne vil lege, kan jeg godt se mig selv gribe ud efter Shimano Forcemaster.


Kommentarer