Jeg har kun stiftet bekendtskab med Gunki gennem deres stænger. De producerer dog også hjul, og specielt en af deres modeller er interessant i forhold til UL fiskeriet.
Specifikationer:
Tekniske data:
- Kuglelejer: 10
- Rulleleje: 1
- Vægt: 155g
- Line kapacitet: 0.16mm / 100m
- Gear ratio: 5.2: 1
- Indtag 60cm pr. omgang på hjulet
Features:
- Kompakt design
- Krop lavet af carbon komposit, ultra let og stabil
- Præcisions kuglelejer af rustfrit stål
- Korrosionsbeskyttelse for vigtige dele (aksel, dele af gearkassen og drev)
- Anti reverse
- Flad aluminiumspole med LC (long cast) kant (for mindre friktion ved kanten og dermed længere kasterlængde)
- Ultra S-kurve oscillationssystem (spiralvikling)
- Longlife bue fjeder
- Anti Twist Titanium line rulle
- Multi Disc bremse på 4 kg med mikrojustering
- Overdimensionerede bremseskiver giver overlegen bremseevne
- Skruen skruet direkte ind i gearkassen. For optimal stabilitet og glat løb.
- Ergonomisk Sensi Grip håndtagsknap
Når man kigger ned over specifikationerne, er det tydeligvis et hjul, hvor der er lagt meget omtanke og energi i. Det har alle de funktioner og features, man forventer af et hjul i denne kvalitetsklasse. Med en imponerende lav kampvægt på kun 155 gram uden at gå på kompromis med funktionerne, fremstår Gunki THG FV 1000, som en sværvægter på markedet for UL hjul.
I brug
Visuelt er hjulet holdt i sort og grøn. Det er vanlig stil for Gunki et skarpt vinklet udseende. Det betyder dog intet for fiskeevnen, men om man kan lide det eller ej er jo en smagssag. Personligt synes jeg egentlig det ser ret lækkert ud.
Med kun 155 gram er hjulet meget let. Det gør, at man kan komme meget langt ned i vægt for det samlede sæt. Det betyder, at man kan fiske en hel dag, uden at kunne mærke det i skulder eller ryg. Hvis man bruger en velbalanceret stang på max 7 fod, bliver det ikke for let med 155 gram. Men på en 8 fod eller over begynder det at savne lidt fylde. Jeg har prøvet hjulet på flere forskellige stænger, og jeg synes, at det passer rigtig godt på de stænger, jeg bruger generelt. Så for mig er den lave vægt et kæmpe plus.
Bøjlesystemet kører blødt og lækkert. Det slår præcist over uden at skabe opmærksomhed på sig selv. Hvis man slår bøjlen over, når linen er løs, har det dog en tendens til at lægge første halve vikling af linen ind over bremse skruen. Det skal man lige være opmærksom på, da det ellers kan lave fuglereder. Hvis man ikke har linen helt slap, når man slår over er det slet ikke noget man skal bekymre sig om.
Generelt er lineoplægget rigtig fint og stabilt. Linen bliver oprullet ensartet, og der er ingen uheld eller fejlspolinger. Spolen bliver fyldt jævnt op, selv med minimalt pres på linen.
Størrelsen på hjulet er god til min størrelse hænder. Det er ikke for småt på trods af den lave vægt. Både håndtag og kroppen passer fint med størrelse 1000 hjul, og selv armknoppen virker endda stor. Det er rigtig rart, når man står og spinner ind, at der er ordentlig plads til fingrene.
Hjulet spoler ind med 60 centimeter per opdrejning. Det er nemt at fiske langsomt med det, og det kører helt utrolig lækkert blødt. Det er virkelig en fornøjelse at fiske med det, og specielt når man gerne vil fiske ultra langsomt, fornemmer man kvaliteten af kuglelejerne.
En af de største fornøjelser ved hjulet er bremsen. Den er stærkt og stabil, og man kan indstille den i meget små ryk. Den holder indstillingen. Også når der bliver trukket line ud. Det bedste ved den er dog lyden. Den har en fortryllende sang, som går lige i hjertet på en. Man bliver helt begejstret, hver gang man mærker huggene i stangen, og hjulet sørger for underlægningsmusikken. Ligesom man giver elbiler rigtig motorlyd, mistænker jeg Gunkis designere for at have skruet bremselyden op til 11. Man er i hvert fald ikke i tvivl om, når der er liv i den anden ende.
Jeg er meget imponeret over mit første møde med et hjul fra Gunki. Det er heller ikke et billigt hjul, så det skal også levere. Det gør det dog til fulde.
Det er ikke et hjul for alle. Det kommer med en rimelig høj prisseddel, så man skal være interesseret i UL fiskeriet, hvis man skal have værdi ud af dets funktioner og den lave vægt. Hvis man er det, er GUNKI THG FV 1000 et godt bud på et hjul, man kan have længe og være meget tilfreds med og fornøjet over.
Kommentarer
Send en kommentar