FAVORITE WHITE BIRD 219 CM 4 - 14 GRAM WB-732ML-S


Da jeg var på jagt efter noget let grej til fjorden, blev jeg anbefalet at tage et kig på White Bird. Der er flere forskellige modeller, men da jeg gerne ville have en, der både kunne klare gennemløbere i Put and Take, og en der kunne klare alt mit spinfiskeri i fjorden, var udgaven på 4 - 14 gram oplagt.




Stangen ved første indtryk

White bird serien er en budget serie, så jeg var spændt på, om kvaliteten levede op til mine forventninger.

Stangen er utrolig meget lettere, end de andre spinstænger jeg har brugt i fjorden. Det er den også købt til at være, så det kom ikke som en overraskelse. Den er noget længere og med en tungere kastevægt end mine andre stænger til Put and take. Så jeg har temmelig overrasket over, hvordan den føltes. Den føles let og fuld af finesse.

Stangen vejer 97 gram, og den er bygget meget minimalistisk. Kvaliteten af materialerne er helt i orden, og der er ingen steder, hvor stangen ikke er strømlinet. Klingen er bygget af Skyflex 24T kulfiber. Den yderste del af klingen er utrolig tynd. Den er bygget med en solid tip, der burde være med til at øge følsomheden.

Stangen har 9 øjer, og de er meget små. De yderste 7 af dem sidder nærmest klistret op under stangen. Så den burde have en fin kasteegenskab med minimalt slæb imellem øjerne.

Når man vifter med stangen hjemme i stuen, føles den fleksibel uden at være blød. Den har en kraftig ryg, men den tynde spids reagerer på de mindste svirp.

Hjulholderen er lavet så skruemekanismen sidder over håndtaget. Selve skrueknoppen er dækket af EVA skum, men håndtaget er lavet af kork. Skruemekanismen er solid, og holder hjulet sikkert på plads. Når man skruer på den, mærker man dog budgetserien, da den føles lidt plastikagtig. Selv håndtaget er fint formet, men det er meget kort. Faktisk er det en anelse for kort til mine store kødlapper. Så jeg min lillefinger hænger lidt ud over håndtaget. Det betyder også at den form, håndtaget er lavet med ikke passer perfekt til, hvor jeg gerne vil have mine fingre.

Nede ved håndtaget sidder der en helt klassisk lille tråd krogholder. Det kan man godt komme til at savne på stænger, hvor de mangler, så det er jeg glad for.


I brug

I forbindelse med denne anmeldelse har jeg har stangen med i både Put and Take og på fjorden. Begge steder har den overrasket mig, men af to forskellige årsager.

En af mine bekymringer var det korte håndtag. Det er ikke et voldsomt problem, og jeg fandt et naturligt leje til hånden. Jeg endte med at have lillefingeren nede på selve klingen. Efter et stykke tid var det ikke noget jeg lagde mærke til. Og hvis man har bare lidt mindre hænder, end jeg har, er håndtagets form ret lækker.

Planen med den i put, var at bruge den til de største gennemløbere. Så jeg startede ud med at bruge 6 og 7 grams gennemløbere på den. Den kaster dem utrolig langt og præcist. De ligger jo ret tæt på dens underste vægt, men det føltes ikke, som om stangen havde problemer med det. Så jeg gik længere ned i vægt og prøvede en 3,5 grams gennemløber. Den kastede den også med uden nogen som helst problemer. Så for at teste stangens egenskaber gik jeg nummeret længere ned. Jeg satte en 1,8 grams gennemløber på og forsøgte mig med den. Og den kunne den også snildt kaste ud halvvejs i søen. Stangen lader fint op med den lette gennemløber, og på grund af stangens længde kommer gennemløberen voldsomt langt ud.

I fjorden var den købt for at kunne fiske med noget væsentligt lettere, end det jeg havde i forvejen. Det gjorde denne stang bestemt, men den overraskende del var, hvor let stangen føltes. Det samlede setup til fjorden vejer 329 gram med hjul. Det betyder noget for mig, når jeg render rundt i vand med den en hel dag. Det føles let og lækkert, og der er ingen udfordring i at kaste ethåndskast med det.

Når jeg fisker, synes jeg, at følsomhed er noget af det væsentligste. Jeg vil gerne kunne mærke, hvad der foregår i den anden ende. Jeg var spændt på denne stang, da spidsen skulle være bygget til at være følsom. Det tog ikke ret mange kast, før end spændingen blev udløst. Man mærker tydelig, når der er interesse i den anden ende. Det er ikke den mest følsomme stang, jeg har prøvet, men jeg var aldrig i tvivl om, at der var kontakt. Den enorme følsomhed gør, at kraftige hug kan føles meget voldsomt i stangen. Det giver nærmest et helt ryk. Den ene gang jeg havde stangen med ude, var der ret mange små aborre i søen. Dem mærkede man også ganske tydeligt, hver gang de var henne og highfive gennemløberen. Bund og planter bliver også helt tydeligt gengivet op igennem klingen.

Når man har fisk på stangen arbejder spidsen hovedsageligt. Klingen har en kraftig ryg, der giver en fuldstændig kontrol over fisken. Den følsomme spids følger fint fiskens bevægelser, og man mærker hvert ryk og hug i stangen. Jeg har ikke oplevet en situation med denne stang, hvor jeg oplevede, at den var presset. Så hvad end man gerne vil fange i put eller fjord, tror jeg denne stang kunne klare det.

Opsummering

Hvis man skal sætte nogle ord på White Bird, er det:

  • Kastekanon
  • Følsom spids
  • Let
  • Allround
White bird stangen har vist sig væsentlig mere alsidig, end jeg havde forventet. Den klarer selv de mindste gennemløbere i putten uden problemer, samtidig med at den leverer et massivt kraftoverskud i fjorden. 

Det er en stang i den billige ende, så den er oplagt til begynderen, eller hvis man skal bruge en ekstra stang. Men den er meget mere end bare billig. På trods af at der er nogle punkter, hvor den ikke er perfekt, er den en god legekammerat ved vandet. Den har klaret alle de opgaver, jeg smidt efter den, og nogle af dem har den løst over al forventning. 




Kommentarer