Quantum laver en masse forskelligt grej til fiskeri. De har et bredt udvalg af stænger ligefra bombarda til små UL stænger. Her er det en af deres lidt større UL stænger, jeg anmelder.
Stangen ved første indtryk
Det første jeg lagde mærke til, var at stangen er længere og tungere, end jeg er vant til. Jeg bemærkede med det samme, at balancen i den var anderledes end mine andre stænger.
Stangen er holdt i et lyst udtryk ligesom de andre stænger fra Quantum, så den er let genkendelig. Generelt er den bygget i en god kvalitet og føles solid.
Når man vifter med stangen føles den stiv. Den er dog stadig ret følsom og virker smidig.
Der er 9 øjer af en fin størrelse fordelt langs klingen, og de er bygget solidt.
Håndtaget er lavet af EVA skum. Selve skruemekanismen til hjulholderen er også der, hvor man holder på det. Men det virker stabilt og udformningen er behagelig.
I brug
Da jeg er vant til lettere og kortere stænger, tog det mig faktisk et stykke tid at blive dus med denne her stang. Den kræver en anden kasteteknik, så det var sjovt at lære noget nyt.
Den kaster helt utrolig godt. Når man først har fået fornemmelse af stangen, og hvordan den lades effektivt op, kommer man virkelig godt derud af. Selv med de små agn klarer den det fint. Jeg ville dog ikke gå helt ned til 1 gram med den. Men hvis man holder sig fra 2,5 gram og op, er den en regulær kastekanon. I den anden ende kaster den rigtig fint med en 10 grams gennemløber, så den har virkelig et bredt arbejdsspæn. Jeg kunne også godt forestille mig, at den ville være god til UL bombarda.
Klingen har en fin følsomhed. Det er ikke den mest følsomme stang, jeg har prøvet, men man misser ikke nogen kontakter med denne her stang. Små nap og puf bliver fint transmitteret ned igennem klingen, men jeg synes ikke altid, jeg kan skelne, om det er en plante eller en fisk.
Stangen har en masse kraft når der er fisk på. Den har ikke på noget tidspunkt været presset, så jeg tror ikke man ville løbe ind i problemer, selv med den største rekord fisk i en dansk put and take sø. Hvis man ville kaste sig ud i UL fiskeriet efter havørreder, kunne denne her stang også være et spændende bud.
Efter en hel fisketur kunne jeg godt mærke, at denne her stang var lidt tungere at bruge, end mine andre stænger. Det er ikke engang fordi den er voldsomt tung, den vejer kun 105 gram, men balancen med et 1000 hjul er ikke helt godt. Jeg har haft et størrelse 2000 hjul på 245 gram på, og det hjælper betragteligt. Det rykker balancepunktet en anelse længere ned mod håndtaget og letter kastearbejdet. Så det er værd at tage med i overvejelserne, at grejet skal passe sammen.
Opsummering
Hvis man skal sætte lidt ord på Bloody Sword, er det:
- Langt kastende
- Robust
- Allround
- Kvalitet
I starten var jeg ikke ret begejstret for stangen, men efter at have fisket med den nogle gange, begyndte jeg at blive mere fortrolig med den. Det er ikke en let stang, og jeg synes den kræver et lidt større hjul. Men hvis man vil have en stang, man både kan bruge til UL fiskeriet med mikroblink i Put and Take, på kysten og måske lidt UL bombarda, er denne stang fra Quantum et rigtig solidt bud.
Kommentarer
Send en kommentar