FAVORITE ARENA 1500S


Favorite har flere forskellige hjul i sortimentet. Specielt et af dem synes jeg var interessant. Det er ganske lille og let, og så det i størrelse 1500, hvilket skulle kunne give lidt længere kast end størrelse 1000.

Specifikationer:

Tekniske data:
  • Kuglelejer: 10
  • Rulleleje: 1
  • Vægt: 160g
  • Line kapacitet: 0.09mm / 200m
  • Gear ratio: 5.2: 1
  • Indtag pr. omdrejning på håndtaget: 58 cm.
  • Bremse: 4 kg
Features:
  • High modulus carbon Airlite body and rotor
  • Titanium Nitride covered anti-twist line roller and spool lip
  • Stainless steel main shaft

Der medfølger en opbevaringspung i neopren til hjulet. Den er ret lækker, og hjulet passer fint i den og ligger trygt.

Den primære attraktion ved det her hjul er helt klart den lave vægt i størrelse 1500. Det gør det meget interessant til UL fiskeriet med de letteste stænger. Det er et hjul, der ligger omkring 80 til 100 euro i pris, og i det prisleje er der ikke mange konkurrenter med en tilsvarende vægt. Da jeg ikke har prøvet et Favorite hjul før, var jeg spændt på at anmelde det. 

I brug


Visuelt er hjulet holdt i metal, guld og grønlige nuancer. Knoppen på hjulet har et korklook og er ganske rar at holde på. Jeg synes selv, at det er ganske nydeligt, men det er jo en smagssag. 

Lineoplægget på hjulet er meget ensartet og præcist. Da jeg spolede line på første gang, var det ikke nødvendigt med ret meget pres på linen. Og der var ingen fejlspolinger i den proces. Hjulet har dog vist sig at være lidt følsom for løs line. Hvis man kaster ud, og det vinden tager linen, kan hjulet godt have lidt svært ved at få lagt linen pænt, før end den har ramt vandet, og der er lidt modstand igen. Jeg har spolet 0,04 mm på hjulet, så det øger selvfølgelig følsomheden for det. 

Bøjlesystemet kører uden nogen problemer. Det er ikke for stramt i det, så det slår nemt over, når spoler på hjulet. Generelt slår jeg bøjlen over manuelt, og det er ligeledes blødt og behageligt at arbejde med. Hvis man har løs line har systemet lidt svært ved at lægge linen ordentligt. Men generelt gør bøjlesystemet et godt arbejde.

Den lave vægt på 160 gram er lækker på de letteste stænger. Det gør, at den samlede vægt kan holdes meget langt nede. Det er rart, hvis man fisker i længere tid. Hjulet føles solidt på trods af den lave vægt. Det er ikke mindre end mine andre hjul i størrelse 1000, så det passer fint til mine hænder. Størrelse på knoppen på armen er også tilpas, og udformningen gør at det er behageligt at holde på det i længere tid ad gangen. 

Bremsevægten på 4 kg er mere end rigeligt. Den gør ikke ret meget væsen af sig selv. Den justeres i mikroklik og er meget følsom. Den er stabil og giver sig ikke, når den først er indstillet. Der er ikke ret meget lyd fra den, hverken når man stiller den, eller når der er fisk på. Men det skal man ikke lade sig narre af. Man kan sagtens have tillid til den, selvom den ikke lyder som en vred hveps. 

Hjulet indtager 58 cm på en omdrejning. Så på trods af størrelsen er det meget nemt at fiske sin agn langsomt. Specielt i de varme måneder, er det ekstra vigtigt, og dette hjul skuffer ikke. Hjulet kører stabilt, når man spinner ind. Det er ikke det blødeste hjul, jeg har fisket med, men der er ingen uregelmæssigheder i følelsen under indspinningen.

Den lille holder til linen er lavet i metal. Den holder linen meget stramt på plads, så det kan faktisk være svært at få linen løs igen. Derudover er den skarp, så man kan faktisk nemt komme til at gøre skade på linen med den, hvis man bare trækker. Jeg oplevede en enkelt gang, at linen kom til at sætte sig fast under den i et kast, da det blæste, og det betød altså at linen fik i hak, som gjorde at linen sprang. Jeg kunne heldigvis se det, da det skete, så jeg holdt fast i den anden ende og kunne få den ind. Men det er noget at være meget opmærksom på. Jeg har fisket meget med hjulet i forbindelse med denne anmeldelse, og det er heldigvis ikke noget der sker tit. 


Jeg synes at Favorite hjulet har været et rigtig godt bekendtskab. Der er nogle ting, man skal være opmærksom på, men generelt præsterer hjulet godt. Hvis man gerne vil have et let hjul, tror jeg ikke, der er ret meget, der kan matche det til prisen. 

Kommentarer