FISH INNOVATIONS TROUTSTALKER 662ULS 198 CM 0,5 - 6 GRAM


Jeg stødte på Fish innovations, da jeg så deres stænger blive brugt på facebook. De har en masse forskellige modeller, så der er noget til enhver smag og fiskestil. Fælles for alle modellerne er, at de er meget prisvenlige. De ligger mellem 70 og 80 euro og købes gennem facebooksiden. Jeg fik lyst til at anmelde dem, og da jeg bruger de lettere blink og måske en enkelt gennemløber i ny og næ, tog jeg den model, der hedder 0,5 - 6 gram. Den dækker næsten alt, hvad jeg kunne finde på at smide efter fiskene.




Stangen ved første indtryk

Stangen ligner en ganske almindelig stang. Den har et korkhåndtag og er holdt i de klassiske farver. Skruemekanismen til hjulholderen er lavet i guld med lidt pynt på.

Når man vifter med stangen hjemme i stuen, føles den fleksibel uden at være blød. Den har en behagelig aktion, som nok ligger omkring medium fast.

Stangen er 198 cm lang, vejer 92 gram og har 9 øjer fordelt på klingen. Øjerne bliver ret små ud mod enden, så der burde ikke være ret meget linefriktion imellem dem, når man kaster ud. Den er lavet med en solid tip, som ifølge producenten skulle øge følsomheden. Samlingen på klingen er lavet godt, og der er intet slør i samlingen. Der er en fin balance i stangen, og den føles ikke tung.

Skruemekanismen er lavet som en top down mekanisme. Dem er jeg generelt ret stor fan af, da man undgår, at hjulet bliver skruet løs under kast eller fighten med fisken.
Mekanismen er dog ikke lavet med 100% præcision. Det kræver en del tryk at få holderen til at glide ned over hjulet. Når hjulet sidder fast, sidder det til gengæld helt trygt og stabilt. Mekanismen er lavet i plastik og kan godt føles lidt usikker i det, når man skruer hjulet fast.


Selv håndtaget er lavet i kork. Det er stort, lækkert og har en dejlig udformning. Der er rigelig plads til min hånd, og det er meget nemt at finde et godt greb. Det er lavet ret fyldigt, så hvis man har små hænder, ville jeg anbefale, at man lige mærkede på det først.



Krogholderen er lavet på siden af stangen. Den er en klassisk bøjle, som er fastmonteret.


Generelt fremstår stangen, som en fin og solid stang. Man fornemmer godt, hvorfor de kan lave den billigt. Der er nogle små detaljer og skønhedsfejl, som ikke sidder 100 % i skabet. Tråden i viklingerne er ikke perfekt, og der er hjulholderen. Men klingen virker fed, og håndtaget er lækkert.


I brug

Man mærker med det samme, at håndtaget er voldsomt lækkert. Stangen lægger sig trygt tilrette i hånden, og bliver nærmest en naturlig forlængelse af armen. Man mærker ingen skarpe kanter eller ender, og der er rigelig plads på håndtaget til at flytter fingrene rundt.

Jeg har testet stangen med kastevægte fra 0,5 til 6 gram for at udnytte dens fulde spænd. Jeg testede den med gummidyr og en lille vægt som hoved. Den kan godt kaste med det, men den kaster ikke godt med så lidt vægt. Den kan ikke rigtig lade kraft nok til et ordentligt kast. Men altså, det kan godt lade sig gøre. Det føles bare ikke nemt. Stangen synes jeg til gengæld er for stiv til gummidyr. Det er svært at få dem gjort levende og organiske. Det bliver mere i ryk og ikke de bløde bevægelser, som jeg synes er lækkert med gummidyrene.

Generelt synes jeg stangen kæmper lidt med at kaste godt med vægt under 1,8 gram. Det kan selvfølgelig godt lade sig gøre, jeg synes bare ikke det føles, som om stangen er helt god til det.
I spændet fra 2 til 5 gram kaster stangen rigtig fint, og man mærker at klingen har en god styrke.
Magien sker til gengæld, når man sætter en 6 grams gennemløber for enden. Jeg har aldrig prøvet en stang, der kaster så langt med en gennemløber. Første gang jeg prøvede, kunne jeg ikke se plasket fra gennemløberen. Da jeg begyndte at spinne ind, sad den fast. Det var fordi jeg havde ramt bredden på den anden side af søen.

Den side vendte krogholder endte med at være et irritations moment. Min line lagde sig op på den ind i mellem. Det gjorde, at man ikke kunne spinne ind uden at hele stangen hoppede og dansede. Det er ikke større problem, end at man bare tager den ned igen, men stadig irriterende.

Efter nogle ture er udfordringen med hjulholderen mindsket en anelse. Den passer lidt bedre, og man skal ikke trykke helt så hårdt for at få hjulet på plads. Jeg har brugt størrelse 1000 hjul, så det er ikke fordi, jeg har brugt et for stort hjul.

Følsomheden i stangen er udmærket. Den er ikke overvældende, men man er ikke i tvivl om, når der er fisk som byder sig til. Klingen er stærk, og når man har fisk på, opleves den som fuld af kraft. Stangen savner på ingen måde overskud, heller ikke til de helt store fisk. Man har fin kontrol over fiskene, samtidig med at klingen kan følge fiskens hug og hop. Klingen kroger perfekt og har en god reaktionshastighed.


Opsummering

Hvis man skal sætte et par ord på Troutstalker 662ULS, er det:

  • Velkastende
  • Lækkert håndtag
  • Stærk klinge
Der er lidt skønhedsfejl og mangler ved stangen. Jeg har forsøgt at presse den ud i alle ender af spektret i denne anmeldelse, og mit overordnede indtryk er, at man får rigtig meget kvalitet for pengene med denne stang. Både klinge og håndtaget er lækre og behagelige at arbejde med.
Hvis man vil have en stang til gummidyr eller de allermindste blink, er der bedre bud end denne stang. Men hvis man vil have en stang til fiskeriet med blink fra 2 - 3 gram og op, får man et godt stykke værktøj med denne stang. Hvis man vil kaste en 6 grams gennemløber til verdens ende, skal man give sig selv den oplevelse at prøve denne stang. Det den gør godt, gør den virkelig imponerende.





Kommentarer