Rapture har lavet et net, der er bygget til at være let og nemt at håndtere. Da jeg ind i mellem fisker steder, hvor det er rart med lidt ekstra rækkevidde, ville jeg gerne prøve dette net og give det en anmeldelse.
Nettet har en transportlængde på 68 cm, når det er sammenfoldet. Skaftet på nettet er 101 cm, og når det er fuldt udtrukket er det 149 cm. Det giver en betragtelig arbejdsrækkevidde.
Nethovedet er 45 x 40 centimeter, og posen er 55 centimeter dyb. Så der er meget plads i nettet.
Nettet er gummibelagt og lavet med fine ensartede masker i hele posen.
Skaftet er lavet af aluminium og håndtaget er en plastisk kappe der sidder ned over skaftet. I enden er der en snor, man kan tage om håndledet.
På skaftet sidder der en bælteklemme, der er lavet i aluminium og nittet fast.
Nettet i brug
Nettet vejer ikke alverden, så det er nemt at have med rundt. Bælteklemmen er meget løs i det, og nettet sidder ikke ret godt fast, hvis man benytter sig af den. Det store hoved kommer også til at være i vejen ret hurtigt. Der er ikke umiddelbart nogen gode steder at sætte en magnet fast i nettet, så det er ikke ret velegnet til at have siddende på sig, hvis man gerne vil være mobil.
Teleskopdelen er enormt rar. Den giver en meget større rækkevidde, og hvis man fisker, hvor der er skrænter, siv eller grøde i kanten, giver den øgede længde en betragtelig fordel.
Kvaliteten af teleskopdelen er ikke ret god. Efter ganske få ture er mit net begyndt at køre meget trægt, og der skal bruges temmelig mange kræfter for at få det fuldt trukket ud. De første 20 centimeter kører rimelig godt, men de sidste 20 centimeter kræver noget indsats.
Det er ikke realistisk at køre det ind og ud ved hver fisk. Så det understreger, at det ikke er velegnet net til det meget mobile fiskeri.
På min 3. tur faldt nethovedet af. Den møtrik der holder det på plads er ikke en løsemøtrik, så den kan arbejde sig løs. Og med et hoved der flipper frem og tilbage hele tiden, er det bare et spørgsmål om tid. Det er simpelthen bare et dårligt design valg. Jeg har efterfølgende anskaffet en låsemøtrik til 42 øre fra Bauhaus, og nu virker nettet helt perfekt og er klippestabilt. Det skal man være opmærksom på, hvis man køber dette net.
Det store nethoved er en god hjælp. Jeg har ikke oplevet nogen problemer med at lande fisk i det, og der er rigelig plads i nettet til alle størrelser.
Gummibelægningen på nettet er perfekt. Der er ingen kroge, der har siddet fast, og der er heller ikke nogen masker, der er blevet revet over.
Nettet fra Rapture er et billigt net. I skrivende stund koster det kun 199 kr. Man opdager hurtigt, hvorfor nettet er så billigt. Der er mange steder, hvor kvaliteten bare ikke er god nok. De ting nettet gør, gør det godt. Det er lækkert med den store pose, og det er bestemt en fordel med den øgede rækkevidde på skaftet. Det er et net, jeg kommer til at tage med mig de dage, hvor jeg ikke forventer at skulle være mobil, eller når jeg ved at der er skrænter eller grøde.
Hvis man er opmærksom på de fejl og mangler, der er ved nettet og kan leve med dem, får man faktisk rigtig meget net for pengene med Rapture easy flip gumminet.
Kommentarer
Send en kommentar